Gå tilbage til forumoversigten

Emne: Tour de Beskæftigelse

Af: Claus Andersen

12/12-2004 13:40

#1

Clairvoyant regering
Regeringens alternative ministre har kastet sig over den alternative behandling af den danske befolkning. De har igen fundet krystalkuglen frem og kan se 20.000 flere komme i arbejde til næste år. Ledigheden falder næste år til et gennemsnit på 155.000. Det er da utroligt så clairvoyante de er i den regering. Men, hvordan gik det med deres tidligere spådomme? Forårspakken fra marts måned skulle mindske ledigheden med 12.000 personer og sammenholdt med tidligere initiativer skulle pakken medføre et fald på 22.000 i ledigheden i 2004 (JP 17.3). Der var 178.700 ledige i marts og 173.500 i oktober. 5.200 jobs til en pris af 1,5 million kroner stykket. VK-regeringen har vist glemt at pudse krystalkuglen, men fortsætter alligevel deres profetier. I 2005 vil beskæftigelsen være den højeste nogensinde, siger finansministeren. I 2005 skal vi altså lige huske på, der var 139.400 ledige, da VK-regeringen tiltrådte. Vores videnskabsminister Helge Sander (HS) har også kigget i kortene og siger: ”akademikerledigheden er i dag under niveauet i det meste af den tidligere regerings periode” (Nordjyske Tidende 19.11). Der var 6.404 ledige akademikere i oktober 2001 og i oktober 2004 10.940. Hvilke kort bruger HS?

Tour de Beskæftigelse
Regeringen vil gør noget ved danskernes velvære med alternativ behandling og sport. Vi har i den senere tid set dem udøve deres nye sportsgren teatersport, hvor de i bedste Hollywood stil kæmper om hovedrollen og skamroser sig selv for indsatsen for de arbejdsløse. Mon der findes doping i teatersport og ser vi nu politikkerne på Eurosport? Sammen med andre af regeringens favorit sportsgrene. I bedste Jørgen Leth og Tour de France stil udtaler beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (CHF): ”vi har billedlig talt passeret en bjergtop og ledigheden er nu på vej ned”. Men Tour de Beskæftigelse har vist endnu ikke nået de høje bjerge, da de nyeste ledighedstal viser 300 flere ledige fra september til oktober. Danskerne har aldrig været gode klatrere og vi kan jo frygte beskæftigelsesministeren møder muren og går sukkerkold på dårlige erfaringer og avisoverskrifter, når han møder Kongeetapen i 2005 med 20.000 flere i arbejde og en beskæftigelse, der er den højeste nogensinde. Til jul skulle ministeren ønske sig sin partifælles Birthe Rønn Hornbechs (BRH) bog ”En lige venstre”, hvor hun langer ud efter det, hun kalder "andenhåndsdemokrati”, hvor spindoktorer, pressechefer, kommunikationseksperter, medierådgivere og eksperter skaber virkeligheden og lærer politikkerne, at sælge varen bedst muligt og får de positive avisoverskrifter frem. Politikkerne reduceres til marionetter og avissælgere. Som BRH siger: ”regeringens såkaldte værdikamp er for meget faktura og for lidt ånd”. Men måske siger CHF som Simon Spies: "dårlig omtale er bedre end ingen omtale".

Blodtud
VK-regeringens faktura-politik om noget-for-noget er en lige venstre og blodtud til de knap 900.000 erhvervsaktive mennesker på ”indkomsterstattende ydelser”. Beskæftigelsespolitik føres ikke med krystalkugler og clairvoyante evner. Men måske følger regeringen denne definition: ”clairvoyance er en hjælp til dig, der af den ene eller anden grund, ikke kan finde dit ståsted eller føler dig forvirret og usikker” (kilde: www.clairvoyante.dk). Alternativ behandling er tillokkende, men giv os nogle nye alternative behandlere. Regeringens kæde er røget af og vi har brug for en ” Groupe des Grimpeurs“ (bjergryttere), der kan få os samlet over de næste års kongeetaper og høje ledighedsbjerge.








Det er nødvendigt at være oprettet som bruger på DKby.net for at lave indlæg. Såfremt du allerede er oprettet som bruger skal du blot logge på via nedenstående formular ellers kan du gratis oprette en bruger ved at klikke her!


Emailadresse:  
Adgangskode:

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site